Seværdigheder, shopping, forlystelser og hyggelige
spisesteder. Er I til storbyferie, varierede
oplevelser blandet med køreture i fantastisk
natur, så er bilrundturen til storbyerne
Oslo, Stockholm og Göteborg et oplagt valg.
Her får du 7 døgn med storbyoplevelser i verdensklasse.
Oslo byder på en hjemlig atmosfære, spændende
kultur, tjekkede restauranter og hyggelig
stemning. Her får du storbyliv og fantastisk
natur side om side – krydret med masser af
historie og skønne oplevelser.
Efter 2 overnatninger går turen videre til Karlstad,
hvor I har en overnatning. Ved Karlstad
kan I fx se den smukke herregård Alsters Herregård
fra 1700-tallet eller tage på vandreture
i de naturskønne områder med udsigt
over Vänern.
I Stockholm venter store oplevelser. Byen huser
alt fra lækkert design, trendy restauranter
og berømte natklubber til gammeldags idyl i
Gamla Stan og masser af skønne og grønne
områder. Byen er smukt placeret ved skærgården,
og bygningerne spejler sig i vandet uanset
hvor i byen, I befinder jer. Snyd ikke jer selv
for at besøge slottet eller tage en tur med båd
i den smukke skærgård.
Turen sluttes af i Göteborg, hvor I bor centralt
og har det perfekte udgangspunkt for såvel
shopping som kulturelle oplevelser. Byen byder
på mange museer, restauranter i særklasse,
sjove forlystelser i Liseberg forlystelsespark
samt mange spændende specialbutikker.
Hjemturen går fra Göteborg – men I kan sagtens
vende turen, så udrejsen går til Göteborg
eller Halmstad og hjemturen går fra Oslo - det er
helt op til jer!