Find priser

Om Idre Fjäll

                

Skiferie Idre Fjäll - et perfekt og varieret skisportssted for hele familien. Der er 580 km til fjeldet fra Göteborg og skisportsstedet ligger 9 km fra Idre by.

Skiferie Idre Fjäll - Alpint
Der er altid læ på en af Idre Fjälls piste, for hele fjeldet tages i brug til alpint skiløb.

Med hele 40 piste og 27 lifte findes der helt sikket noget der kan passe til dit temperament.

Fra nybegynder- og børnebakkerne på fjeldets vest- og sydside, til de kulsorte piste på østsiden og de mange varierende piste på nordsiden, hvor der også findes en 6-stols lift.

I skicentret kan der købes liftkort og lejes ski – det er også her I finder skiskolen.

Vovehalsene på Idre samles på de sorte piste, hvor Chocken, Tävlingsbacken og Carvingbacken er de mest berygtede.
Husk altid at tage hensyn til børn og andre nybegyndere.

Idre Fjäll Snowpark
Ved foden af fjeldet findes en snowpark med 4 forskellige sværhedsgrader lige fra grøn til sort.

Idre Fjäll Langrend
Idre er ikke kun et alpinområde – det er også et af Sveriges bedste langrendsområder. 82 km præparerede spor med store variationer i sværhedsgrad og omgivelser. Der er strækninger på op til 18 km belyst spor, og mange kortere ture også, så der er masser af langrend for dig, som elsker at opleve naturen fra sin mest charmerende og idylliske side.

Aktiviteter uden ski
Idre har alt – også for dem der ikke har ski under fødderne. I den store sportshal kan du f.eks. spille tennis og badminton, lave gymnastik eller bowle. Her findes også en gavebutik, supermarked og sportsbutik samt mange gode spisesteder med lækker mad og god stemning.

Det er let at komme rundt i området med fjeldtoget - “Slippa gå – Hoppa på”.

Overnatning i Idre Fjäll 
Alle ferieboliger på Idre har ski in/out – hvilket betyder, at man altid kan stå på ski lige til døren.

Idre Fjäll - enkel og bekvem skiferie
I Idre Fjäll sætter gæsterne pris på, at der er skiløb i alle fire verdenshjørner. Det øger chancerne for sol og læ. Der er desuden mange aktiviteter ud over skiløb – både indendørs og udendørs

Idre Fjäll er tilpasset børnefamilier. Her er ferien enkel og bekvem. Boligerne ligger centralt, alle med ski in/ski out. Alt er samlet omkring den storslåede fjeldtop med pister i alle farver rundt om hele fjeldet.

- Vi har et ekstra godt øje til børnene. Hos os kan familien både følge med i børnenes fremskridt i skiskolen og fars styrt i bakken. Ferien skal være en sjov oplevelse for hele familien.

Vi lægger også vægt på, at familien kan køre sammen i lifterne. Derfor er det vigtigt, at der eksempelvis er grønne og sorte løjper at vælge imellem, når familien hopper af liften, siger direktøren på Idre Fjäll.

Gæsterne i Idre Fjäll sætter pris på, at der er nedfarter på alle sider af fjeldet. Det vil sige, at muligheden for at køre i sol og læ er større i Idre Fjäll end mange andre steder.

I Idre Fjäll kan familien også være sammen i snowparken, som byder på forskellige sværhedsgrader – til stor fornøjelse for den erfarne søn på 14 år, den mere forsigtige lillesøster på otte år og ikke mindst mor og far. Der er to lifte, som kun er beregnet til parken.

Der er et imponerende aktivitetsudbud - både udendørs og indendørs: Kanefart, ridning, snescooter, hundeslæde, bobslæde, sportshal, bowling, spillehal, golfsimulator, motionsrum og eventyr-badeland.

Idre Fjäll har mange strenge at spille på. Selvfølgelig også med ski på. Hvor mange drømmer ikke om at løbe hele alene på fjeldet om morgenen, når pistemaskinerne netop har præpareret pisterne?

I Idre Fjäll bliver drømmene til virkelighed. Her er det muligt at bestille morgenkørsel inden kl. 9.00, så du næsten er alene på fjeldet.

Skal det gå endnu stærkere, tilbyder Idre Fjäll flere ture på snescooter. En af dem bringer dig ud i vildmarken til en sø. Der bliver tændt bål og grillet pølser, ligesom du er velkommen til at fiske. Der findes også en aftentur ud i vildmarken. Turen afsluttes i varme badetønder og sauna.

Idre Fjäll åbnede i 1968. Det er en stiftelse, som driver destinationen. Det betyder, at alle penge geninvesteres i området. 

Sveriges firedobbelte alpine verdensmester Pernilla Wiberg har også investeret flere millioner i Idra Fjäll. Hun ejer det snart syv år gamle Pernilla Wiberg Hotel. Hun er i øvrigt af den overbevisning, at klichéen om, at danskere ikke kan stå på ski, er usand.

- Jeg havde for nogle år siden et arrangement i Idre Fjäll, hvor bl.a. Prins Albert og Ingemar Stenmark deltog. Racerkøreren Tom Kristensen var også med. Vi kender hinanden fra Audi.

Og hvis alle danskere er lige så dygtige til at stå på ski som Tom, så passer klichéen slet ikke, smiler 40-årige Pernilla Wiberg.