SØG

Tjolöholm Slott

Tjolöholm Slott ved Kungsbacka, Äskhult, Rydal Spinderi og  Borås Djurpark.
 
Fra Stena Terminalen i Göteborg følger i vejskiltet ”Malmö E6” til højre og efter ca. 50 m igen til højre op ad broen - og midt på denne igen til højre, stadig mod Malmö. Efter ca. 10 km kørsel er I på motorvej E6.
Syd for Kungsbacka drejer I til højre mod Åsa og efter ca. 500 m igen til højre ved skiltet mod Tjolöholm Slott.

Tjolöholm Slott

Tjolöholm Slott kendes tilbage fra den tid, da Halland var dansk, men den nuværende bygning i engelsk Tudor-stil er opført i rød granit og sandsten af den velhavende købmand Frederik Dickson fra Gøteborg 1897-1904.

Slottets imponerende park går ned til en fin badestrand. Der er et interessant vognmuseum ved slottet samt legeplads og cafeteria.
Fra midt i juni til udgangen af august er der dagligt åbent kl. 11-16. Der er rundvisninger på slottet i sommerperioden.

Fra Tjolöholm kører I tilbage mod E6 - men ikke ind på E6 - og til højre ved Shell-tanken over jernbanen og igen til højre mod Gällinge. Efter Gällinge Kirke følger I skiltene mod Förlanda. Kort før Förlanda viser et skilt til Äskhult.

1700-tals landsby

Äskhult er en smukt bevaret landsby fra 1700-tallet. Gårdene, landsbygaden og brønden står fuldstændig uforandret gennem knap 300 år.

Efter Äskhult drejer I mod Tostared, der ligger ved søen Lygnern. I Sätila kører I til Hyssna, der har en interessant kirke fra 1100-tallet, og fortsæt af den krogede og smukke vej langs Stora Hålsjön til Rydal.

Den gamle tekstilby Rydal

Rydal ligger midt i det svenske tøjrige, hvor bl.a. de verdenskendte tekstilfabrikker ”Marks Pelle Vävere” og ”Almedahl” ligger.
Rydal Spinderi er et spændende museum.

Her har man spundet garn siden 1853 og de gamle maskiner kører stadig. I begyndelsen var det hør man tilberedte, men siden fulgte bomulden. Følg med på en interessant rundvisning i det gamle spinderi, som også rummer en udstilling om tekstil gennem generationer. Et besøg værd for både børn og voksne.

I disponentvillaen overfor fabrikken er der udstillinger med skiftende kunstnere, en butik med garn fra spinderiet og serveringssted.

Forlæggergårde

Flere steder passerer I de flotte, gamle forlæggergårde. Forlæggere var de personer, som forsynede hjemmevævere og spindere med materialer og aftog de færdige produkter.

På de rige forlæggergårde kan man flere steder se hvide skorstene med sorte ruder. Dette mærke betød, at der var en giftefærdig datter i huset!

Fra Rydal kører I til Kinna. I Mariebergsparken er der bevaret flere gamle huse, hvor I kan se hvordan tekstilarbejdere boede i forrige århundrede.
Midt i Kinna følger I skiltene mod vej 41 til Borås.
Foretrækker I at vende tilbage til Göteborg fra Kinna er turen ialt på ca. 160 km.

Borås – tekstil og dyrepark

Borås er center for den svenske tekstilindustri og postordrehandel. I byen har flere af de store postordrefirmaer butikker, hvor der er mulighed for at gøre fordelagtige indkøb af tøj til hele familien, sportsudstyr og tekstiler til hjemmet.

I Borås Djurpark kan I møde over 500 dyr, fordelt på 80 forskellige arter, fra alverdens lande i fri natur. Parkens udstrækning svarer til ca. 55 fodboldbaner.
På den afrikanske savanne færdes giraffer, næsehorn, zebraer, elefanter, kafferbøfler og antiloper side om side.

Hils på orangutangunger, vaskebjørne og se søløverne lege og optræde i det store søløve-anlæg.
Dyreparken har også en afdeling med nordiske dyr som. f.eks. ulve og elge.

Børnenes Zoo har dyr, som gerne vil klappes, og der er mulighed for at ride på ponyer.
I Dinosaurusparken kan I se livagtige modeller af 25 uddøde dinosaurer i naturlig størrelse.

Fra Borås følger I vej 40, tilbage til Göteborg. I byen følger I skiltene til Frederikshavn til Stena Terminalen.
Turens samlede længde er ca. 235 km.
Se mere på www.boraszoo.se.



På egen hånd


Læs flere af de gode forslag til oplevelser ..

Vestsverige turforslag


Mere Sverige


Vil du vide meget mere?

Vi har, sammen med VisitSweden, lavet et inter-aktivt kort der giver dig ekstra inspiration til ferien i Sverige.
inspiration til sverige