SØG
Stena ribbon

Enhver kan jo tage fejl!

Der er masser af oplevelser for børn i Sverige og derfor er en bilrundtur til de forskellige dele af landet en rigtig god idé – bare husk at holde styr på børnene.

Der ånder fred og ro på bagsædet, mens børnene ser tegnefilm på dvd-afspilleren, som jeg så smart har installeret i hovedstøtten.

Jeg smiler over til konen, der har gang i et dameblad og bagefter smiler jeg af gps’en som vi i feriens anledning har døbt Astrid, efter Astrid Lindgren. Hun siger, at om små 20 minutter er vi ved ankomststedet, der er et dejligt hotel i Linköping, hvor vi skal bo de næste par nætter.

Vi er sådan en familie, der ikke rigtigt trives med for eksempel at være på et all inclusive hotel og hver eneste dag stå op, spise morgenmad og ellers bare ligge ved hotellets pool.

Så derfor har vi valgt at tage på bilrundtur i Sverige på børnenes præmisser. Vi har allerede lagt de første dage bag os med et fantastisk besøg i Borås Dyrepark, som jeg med lidt ro i bilen kan tænke tilbage på med et smil på læben.

Vi sidder alle tæt sammen i bilen, og det er den bedste kvalitetstid, vi længe har haft.

Det, vi måske alle sammen har glædet os allermest til, er besøget i Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby. Så dagen efter vælger vi at køre de knap 90 km. fra Linköping til Vimmerby. Køreturen går med at høre Astrid Lindgrens ”Emil fra Lønneberg” på lydbog.

Det er en perfekt dag til besøget i temaparken. Solen skinner fra en let overskyet himmel og vi er friske og veludhvilede efter en dejlig nat på hotellet.

Den rigtige Pippi eller ik’?

Så står vi alle fire midt i en eventyrlig lille verden, som på én gang er fremmed og meget velkendt. Vores to små piger kender også begge Astrid Lindgrens historier, da de ofte har fået dem læst højt.

”Se far,” siger den mindste, mens hun peger, ”det er Pippi!”. Ganske rigtigt, der foran Villa Villekulla står Pippi Langstrømpe ved siden af sin store plettede hest. Hun synger den kendte Pippi-sang ”Här kommer Pippi Långstrump…” mens hun danser rundt og bliver jagtet af de to politibetjente fra fortællingen.

Da forestillingen er ovre, går Pippi rundt mellem publikum, og vi får rig lejlighed til at hilse på hende. ”Skal jeg løfte jeres far?”, siger Pippi til min ældste datter, der heldigvis lidt betuttet siger nej.

Bagefter køber vi Pippi-parykker til begge pigerne. Der er rigtigt mange forældre, som har fået den idé, at deres små piger skal have Pippi-parykker.

Efter vi har set forestillingen om Emil fra Lønneberg, tager min kone og jeg hver vores lille Pippi i hånden og spadserer af sted for at besøge Karlsson på taget.

Min datter stritter dog lidt imod, og da hun begynder at græde og sige en masse på svensk, kigger jeg ned og ser, at det slet ikke er min datter, men en anden lille pige med Pippi-paryk.
 
Ja, faktisk vrimler det med små Pippi’er. Jeg går hurtigt tilbage med den lille svenske pige og afleverer hende undskyldende til hendes forældre, mens jeg ser min egen lille pige, der er i livlig
samtale med Alfred, fra Emil fra Lønneberg.

Vi har haft en fantastisk dag i Astrid Lindgrens Verden og om nogle dage går turen tilbage til Göteborg, hvor vi skal en tur i forlystelsesparken Liseberg, inden færgen sejler hjem til Danmark.