Fra Varbergs kyst Fra færgelejet i Varberg kører I ad E6/E20 mod Halmstad. Hvis I vil shoppe kører I mod Halmstad centrum, her er der gode muligheder i butikscentret Eurostop – følg skiltning hertil. Hvis I ikke vil til Eurostop skal I ikke mod centrum, men fortsætte indtil frakørsel ad hovedvej 25. Efter ca. 15 km ad vej 25 kommer I til Simlångsdalen, der er et yndet fristed for Halmstads indbyggere. Ved Simlångsgården nær Gyltigesjön er der mulighed for at leje kano eller cykel. Simlångsdalen Lige før dalen ligger Simlångsdalen by, hvor I finder Selsbo Keramik på jeres venstre hånd. En hyggelig butik med et stort udvalg i keramik, glas og tekstiler. I byen ligger også Bröderna Perssons lant-handel. Butikken har aner i forrige århundrede men lukkede i 1941. Siden er butikken bevaret som et lille museum med originale varer og interiør. Efter byen kommer I ind i dalen, hvor I kører langs søen Simlången. Efter ca. 20 km ender vejen, og I svinger til venstre mod Torup. Herefter følger I vej 150 mod Falkenberg, og i byen Årstad drejer I til højre mod Vessigebro. Loricks Smedja i Vessigebro er en af Hallands mest kendte smedjer. Familien Loricks speciale er Bondeson-lysestagen, som de har lavet i mere end fire generationer. Butikken er åben på alle hverdage. Fra Vessigebro drejer I til venstre mod Falkenberg. Kort efter ligger Larsagården på jeres venstre hånd. Larsagården er usædvanlig stor og det skyldes, at det er to sammenbyggede gårde. At sammenbygge to gårde var ret udbredt i datidens Halland. Den ene gård repræsenterer 1700-tallet og den anden 1800-tallet. Gården er åben for besøgende lørdag og søndag eftermiddag i juni, juli og august. Desuden arrangeres der viseaften hver onsdag aften i juni og juli. Falkenberg Efter Larsagården kører I til Falkenberg, som er mest kendt for sit gode laksefiskeri. Elven Ätran løber gennem byen, og nedenfor Tullbron midt i byen kan man opleve fiskeriet efter laksen. I Falkenberg er store dele af den gamle bykerne bevaret. Gå en tur i Storgatan, hvor gamle bygninger, caféer og spændende butikker udgør et charmerende byliv. For at komme til Varberg kan I vælge at køre på E6 eller følge den gamle kystvej. Hvis I vælger kystvejen skal I køre mod Morup. På vejen kommer I forbi Staffens, som er en velbevaret storbondegård fra 1800-tallet. Lidt længere nordpå passerer I den store Bölse Väderkvarn. Møllen, der stadig fungerer, er den eneste tilbageværende i området. Før i tiden var her flere møller end noget andet sted i Halland. I Morup kører I videre mod Träslövsläge, der er Hallands største og ældste fiskerleje. Efter fiskerlejet er der ikke langt til Varberg centrum, hvor færgehavnen ligger. Turen er godt 220 km lang.
På dette link finder du flere informationer om restauranter, arrangementer, og alt hvad du ellers kan opleve i Varberg og omegn!