SØG

Langs Göteborgs gamle voldgrav

I 1619 udpegede Gustav II Adolf stedet hvor det nye Göteborg skulle ligge. I en sump mellem høje klippeknolde ved Götaälven.

En tilsyneladende håbløs opgave, men kongen allierede sig med hollandske bygningsingeniører, der havde erfaring i at bygge i sumpede områder.

I 1648 var byen færdigbygget med fæstningsmure, 9 bastioner, brede voldgrave og kanaler i hollandsk stil.
Først i begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at nedrive fæstningsmurene.

Denne spadseretur går langs den gamle voldgrav, hvor der flere steder er rester af befæstningen.

Fra Stenaterminalen går I over Stenabroen til Första Långgatan og tager sporvognen til Kungsportsplatsen.
Køreturen tager ca. 10 minutter.

Saluhallen

Fra Kungsportsplatsen går I nogle hundrede meter fra Paddan kanalbådenes anløbsplads til Saluhallen på Kungstorget.

Saluhallen er stort indendørs marked med alt fra brød og ost til eksotiske krydderier. Her er stemning, som i en sydlandsk bazar. Omtrent midt i Saluhallen ligger et lille spisested, hvor man serverer dagens suppe med brød og smør.
Overfor Saluhallen ligger Bazar Alliance, en butiksarkade, hvor man i underetagen kan se rester af de gamle fæstningsmure.

Regn med at besøget i Saluhallen og Bazar Alliance tager ca. 20-25 minutter.

Feskekörkan

Turen fortsætter langs voldgraven forbi Sociale Huset, der blev bygget som hospital i 1850. Her er der velbevarede rester af bastionen Carolus Dux.
Kort efter Grönsakstorget ligger Fiskehallen fra 1874. Den nygotiske stil skaffede hurtigt huset kælenavnet ’Feskekörkan’.

Skattemyndighederes kontorbygning på den anden side af gaden kaldes så selvfølgelig ’Skattedralen’!
Kig ind i Feskekörkan. Her sælges alt godt fra havet - nyfangede fisk og skaldyr. Er vejret til det, så nyd en pose friskkogte rejer ved voldgraven.

Turen til Feskekörkan tager ca. 10 minutter og et kort besøg i Feskekörkan kan gøres på godt 10 minutter.

Drottning Kristinas Jaktslott

Har I tid og lyst til varme vafler med syltetøj, foreslår vi en afstikker op ad Kungshöjdgatan, nogle meter til venstre ad Kungsgatan og videre op ad Lasarettsgatan til Drottning Kristinas Jaktslott på Otterhällegatan. Det lille træhus fra midten af 1600-tallet er nu et hyggeligt serveringssted.

Turen frem og tilbage tager ca. 20 minutter. Drottning Kristinas Jaktslott er åben dagligt kl. 11-16.

Bastionen Carolus Undecium Rex

I stedet for at besøge Drottning Kristinas Jaktslott, kan I tage en afstikker til bastionen Carolus Undecium Rex.

Gå op ad Kungshöjdgatan og til venstre ad Arsenalgatan til Bastionen Carolus Undecium Rex, som er den eneste bevarede bastion fra Göteborgs stormagtstid i slutningen af 1600-tallet.
Herfra er der en storslået udsigt over havnen og den vestlige del af byen.

Turen frem og tilbage tager ca. 20 minutter.

Kungsparken

Fra Hvitfeldtplatsen går I over voldgraven og tilbage gennem Kungsparken til Stora Teatern, Göteborgs tidlige ballet- og operascene.
I Kungsparken er der foruden elm og lind også sjældne træer som gul kastanie og sølvlind.
Ved Stora Teatern drejer I til venstre og går over Kungsportsplatsen. Herfra tager I sporvogn tilbage til Stenaterminalen.

Turen gennem Kungsparken til Kungsportsplatsen tager ca. 20 minutter.
Køreturen med sporvogn varer ca. 10 minutter.

Parken Trädgår’n

Har I stadig tid, kan I gå en tur i parken Trädgår’n, der ligger overfor Stora Teatern.
Den smukke park er fra midten af 1800-tallet og har et stor afdeling med cirka 3.500 for­skellige roser.

Midt i parken ligger Palmhuset fra 1878. Det er opført i stil med Crystal Palace i London og rummer et væld af tropiske træer og planter. I parken er der også et interessant Fjärilshus med hundredvis af sommerfugle.



På egen hånd


Læs flere af de gode forslag til oplevelser ..

Göteborg turforslag


Har I bilen med?

Så har vi også gode turforslag til oplevelser i VestSverige.
turforslag vestsverige


Mere Sverige


Vil du vide meget mere?

Vi har, sammen med VisitSweden, lavet et inter-aktivt kort der giver dig ekstra inspiration til ferien i Sverige.
inspiration til sverige